Jeg har gennem årene fået læst en hulens masse bøger om hunde og hundetræning. Her er en liste over dem jeg allerbedst kan lide og som jeg synes enhver hundeejer burde læse:

Bodfält, Eva (2004) Kontaktkontraktet
Christiansen, Freddy Worm (2007) Hundes og Ulves Adfærd
Coppinger, Raymond & Lorna (2004) Dogs
Donaldson, Jean (2005) The Culture Clash. 2nd ed
Hallgren, Anders (2005) Alfasyndromet
McConnell, Patricia (2002) I den anden ende af hunedsnoren
Pryor, Karen (2002) Don't Shoot the Dog. revised ed


Der er også rigtigt mange gode hjemmesider på nettet om hundetræning. Jeg besøger fx regelmessigt disse:
www.canis.no
www.dogstardaily.com
www.clickersolutions.com
www.clickertraining.com

Hvad er klikkertræning?

Der er ikke nogen officiel definition på klikkertræning og mange har brugt klikker på mange forskellige måder. Den definition jeg bruger svarer til den måde at bruge klikker der for tiden er den mest almindelige. Denne definition giver at klikkertræning er både en teknik der bliver brugt til at træne dyr og en træningsfilosofi. Den bygger på bruget af positiv forsterkning (belønning) for at få dyret at gentage en adfærd i fremtiden.

Forskellen mellem klikkertræning og de fleste andre måder at træne hund på er at klikkertræningen har en videnskabelig grund. Den bliver baseret på generelle, og i videnskabelige sammanheng etablerede, principper for operant indlæring. Dette gør at klikkertræning egentlig er mere end en samling trin-for-trin metode egnet til at træne specifikke adfærder, sådan som traditionell dyretræning som regel er bygget op, men snarere et verktøj til at analysere og modificere adfærd, sådan at man kan tilpasse metode til individ. Det giver også helt nye muligheder for at træne mere avanceret adfærd, da man hvis der ikke alerede er en metode, nemt selv kan lave en metode for indlæring af netop det man gerne vil træne, hvis bare man kender grundene for klikkertræning.

En anden forskel mellem traditionel træning og klikkertræning er bruget af selve klikkeren. Den er en markør der forteller dyret at det laver det man gerne ville. Teknikken bygger på denne enkle proces: 1. få dyret at lave det du vil, 2. marker den adfærd (med et klik-lyd fra en klikker), 3. øg sandsynligheden for at dyret skal gentage adfærden gennem at forstærke den (som regel med en belønning).

Klik-lyden betyder to ting for dyret: “Det du laver lige nu er det jeg gerne vil at du ska lave” og “Netop den her adfærd vil give dig en belønning”. Grunden til at vi overhovedet bruger klikker og ikke kun belønning eller ros er at man kan vare mere exakt ved at bruge en klikker. Hunden vil lære at genkende lyden fra en klikker nemmere end den vil lære at genkende ros, fordi at vi ikke altid roser på densamme måde. En klikker lyder mere ens, og den er også hurtigere. Hvis vi skal rose eller bruge selve blønningen til at fortelle hunden at den laver det rigtige tar det alltid nogen tid at udtale orden eller at finde guffen fram og levere den til hunden. I løbet af den tid vil hunden have nået at begynde at lave noget andet, og der er en risiko at hunden ikke forstår hvorfor den egentlig fik belønningen.

Når hunden har lært vad klikkeren betyder, kan den også bruges som en bro mellem adfærd og belønning. Uden en måde at markere for hunden når den gør det rigtige er vi nødt til at aflevere blønningen meget hurtigt idet hunden laver det rigtige. Nogen gange er det nermest omulig, hvis vi f ex træner apportering, og vi vill belønne hunden for att den samler en genstand op ordentlig. Så er hunden for langt væk fra os for at det skal vare mulig at give en belønning i det rigtige øjeblik. Men den vil stadigvæk kunne høre det klik og vide at den har gjort det rigtige og at der vil komme en belønninglige så snart det er mulig. Så er det ikke helt så vigtig at belønningen gives på det rigtige tidspunkt, fordi vi har alligevel fortalt hunden vad det var vi gerne ville have den til at lave, og hvad det er der giver adgang til den belønning.

Det er dog vigtig at sørge for at hunden altid får sin belønning, og at vi ikke begynder at lade den vente på belønning efter klikket før den helt sikkert har lært hvordan det fungerer. Ellers er der en stor risiko for at hunden ikke vil kunne se forholdet mellem klikket og belønningen og derved heller ikke vil forstå vad det klik betyder eller vad det er vi træner.

Videnskaben bag klikkertræning

Den her form for klikkertræning bygger således på principperne for operant indlæring. De siger at konsekvensen af en given adfærd styrer sandsynligheden for om denne adfærd vil blive gentaget eller ej i fremtiden. En konsekvens der fører til at en adfærd bliver gentaget oftere i fremtiden er en forsterker. Det er en grundlæggende lov at alle dyre (inklusive mennesket) gentager adfærd der kan betale sig, det vil sige, adfærd der leder til at individet, og arten, får noget værdifult. En adfærd der har ubehagelige konsekvenser bliver gentaget mere sjældent.

Det man skal huske er at en konsekvens kan vare enten noget der bliver tilført (f ex godbid, leg, skæld ud eller hiven i snoren), eller noget der bliver fjernet (f ex en godbid der lå på gulvet eller smærte fra et niv i øret). Det betyder at man både kan tilføre positive ting og negative ting, og fjerne positive ting og negative ting.

Noget der får en adfærd at mindske i frekvens plejer blive kaldet for bestraffelse. Det kan således vare enten noget man tillfører, f ex hiv i snor (positiv bestraffelse), eller noget man fjerner som hunden gerne ville have, f ex godbid på gulvet (negativ bestraffelse).

Der er yderligere en aspekt af operant indlæring, og den bliver meget brugt indenfor klikkertræning, navnelig extinktion. Det vil sige at en adfærd der ikke bliver forstærket (ikke kan betale sig) vil blive mere sjælden og til sidst helt forsvinde. Hvis en hund f ex ikke kan få fat i dåsen med kiks vil den efter et stykke tid holde op med at prøve. Dette er meget brugbart når man træner dyr, da det ikke medfører de problemer man riskerer at få hvis man bestraffer (med positive bestraffelser) dyret for adfærd man ikke ønsker.

Indenfor klikkertrening bruges kun de tre aspekter af operant indlæring, navnelig:
-Positiv forstærkning (der bliver tilført noget der øger sandsynligheden for at hunden skal gentage adfærden man ønsker mere hyppigt -belønning)
-Extinktion
-Negativ bestraffelse (man mindsker sandsynligheden for at hunden skal gentage en adfærd man ikke ønsker, ved at fjerne noget der har et værdi for hunden)

Der bliver aldrig brugt positive bestraffelser (sandsynligheden for en adfærd mindskes gennem at der bliver tilført noget hunden oplever som ubehageligt og derfor vil undgå -f ex tag i nakkeskindet, hiven i snor) indenfor klikkertræning.

Det er der nogle gode grunde til:

-Det er svært at time bestraffelsen rigtigt sådan at det er den rigtige adfærd bliver bestraffet.

-Der er en risiko for bieffekter, som f ex mistet tillid til ejer, da denne sættes i samband med ubehag. Dette kan vise sig i angst eller aggression, eller bare at hunden holder op med at høre efter.

-De bliver nemt generaliseret forkert sådan at hunden ikke kobler straffet til dens adfærd, men noget i omgivelserne, f ex en lyktepæl, kondiløber etc.

-Smærte, angst og ubehag er stærke følelser og de ødelægger hundens muligheder for at koncentrere sig og lære. I en situation med disse stærke følelser vil fokus altid vare rettet mod dem og ikke på at lære (dette er ikke kun sandt for hunde, men også for alle andre højre stående dyr, inkl mænesket).

-Der sker en tilvænning. Hunden bliver vant til det der sker med den regelmæssigt, også bestraffelser. Skal straffen have effekt vil vi derfor blive nødt til hele tiden at gøre dem værre og værre. Enten ender det med at vi når vores grænse for vad vi vil udsætte vores hund for, og pludsligt kan vi ikke finde på noget at lave når hunden ikke lyder, eller ender det med at vi bliver nødt til at udsætte hunden før regulær mishandling før den lyder.

-Klikkertræning handler meget om at hunden selv skal finde ud af vad der er rigtigt. Det gør den ved at vare aktiv og prøve sig frem og tage egne initiativer. Hvis den bliver bestraffet når den laver det forkerte vil den miste lysten at prøve nye ting, da det vigtigste for den bliver at undgå bestraffelse. Den vil derfor blive passiv for at undgå at lave en fejl, og vi får svært ved at lære den andet end at sidde stille.

Nogle myter rundt klikkertræning

Der er ingen metode, der virker på alle hunde, heller ikke klikkertræning.

Det er i grund og bund rigtigt at der ingen metode er, der virker på alle hunde. Men klikkertræning er nu heller ikke en metode i ordets rigtige betydning (en opskrift på hvordan man opnår noget). Klikkertræning er mere en træningsteknik der bygger på nogle generelle principper der kan bruges til at lave metoder. Hvis man forstår disse principper kan man tilpasse metode til den individ man træner. Så er vi kommet dertil hvor en metode fungerer til nogle individer, og andre metoder til andre individer. Klikkertræning vil altid fungere til alle hunde, det er kun et spørgsmål om at finde den rigtige metode til det rigtige individe indenfor klikkertræningens rammer.

Det er faktisk endda sådan, at det ikke kun er alle hunde man kan klikkertræne. Det bliver også brugt til katte, sæle, delfiner, giraffer, heste, fugle og fiske med stor fremgang, f ex i zoologiske haver rundt om i verden. Rent faktisk ser det ud til at i det mindste alle dyr med rygsøjle kan blive klikkertrænet, hvis metoden tilpasses. Også mennesker. Så ville det vare mærkligt, hvis netop din hund ikke kunne finde ud af det…

Der bliver aldrig brugt bestraffelser indenfor klikkertræning.

Når man taler om bestraffelser indenfor traditionell hundetræning menes der som regel positive bestraffelser. Det bliver ikke brugt indenfor klikkertræning. Men der er også negative bestraffelser, hvor noget hunden vil have bliver fjernet hvis den ikke gør det rigtige. Dette bliver brugt indenfor klikkertræning.

F ex er det populært at vænde ryggen til for at få hunden til at holde op med at springe op at folk for at hilse. Det er en form for negativ bestraffelse, da det hunden vil opnå med at hoppe op er at komme tættere på ansigtet for at hilse, men dette bliver umuligt idet man næppe kan hilse på en der står med ryggen til, og når ansigtet forsvinder væk fra en. Et andet exempel på negativ bestraffelse er at lukke døren hvis hunden førsøger at mase sig forbi. Hunden vil komme ud så hurtig som mulig, men vi vil ikke at den maser, så vi fjerner dens muligheder for at komme ud, hvis den ikke går ordentlig.

Denne form for bestraffelser er meget tydelige for hunden da den selv med sin adfærd styrer om den får det den gerne vil have, samtidlig med at
man undgår alle de negative konsekvenser der er ved positive bestraffelser.

Korrigering er nødvændig for at hunden skal vide at den er nødt til at lyde.

Bestraffelser, eller korrigeringer, som det er blevet moderne at kalde dem, vil, lige meget hvor ubehagelige de er, aldrig fjerne hundens vilje. Lydighed kan kun opnås på en måde; gennem træning, træning og atter træning. Hunden er ikke et menneske. Den er en hund. Den kender ikke til begrebet “at lyde” eller “at vare lydig”. Den vil altid lave det der bedst kan betale sig for den, og intet andet. Kun ved at træne kan vi sikre at hunden forstår vad vi vil have at den laver. Og når den har forstået det vil det altid vare op til den at afgøre om det bedst kan svare sig at gøre det vi ønsker, eller noget andet. Sådan er det lige meget om vi bruger bestraffelser eller kun belønninger når vi træner. Det vi kan gøre når vi træner er at påvirke odsen til vores fordel, gennem at give hunden så gode grunde som over hovedet mulig at lave sådan som vi vil. Det kan lade sig gøre i det mindste lige så effektivt gennem belønninger som gennem korrigeringer.

Hvis man bruger en klikker bliver man afhængig af den og hunden vil kun lyde hvis man har klikkeren med.

Klikkeren er et verktøj der bliver brugt til at fortælle hunden at den laver det rigtige når vi skal lære den noget nyt. Når hunden har lært den nye adfærd er der ikke lengere nødvændig at markere for hunden at den laver det rigtige, og vi behøver ikke klikkeren mere. Vi behøver den kun imens vi er igang med at lære hunden noget nyt.

Hvis en hund kun lyder når den kan se klikker eller belønning har man lavet en almindelig fejl; man har altid haft disse ting synlig under træning, og derfor tror hunden at det den lært hører sammen med den situation hvor der også er klikker og belønning. Den har ikke forstået at klikkeren ikke har betydning for vad det er den skal lave og at den skal lave detsamme også når der ingen klikker er. Hunde er dårlige til at generalisere på denne måde. Derfor er det meget vigtig at vi sørger for at træne forskellige steder, forkellige tidspunkter på dagen og med forskelligt tøj på etc, sådan at hunden forstår vad der er relevant i forhold til dens belønning, navnelig dens adfærd, og vad der ikke er relevant (om den kan se/lukte belønningen, om den er i køkkenet eller i skoven, om mor har røde sko på, om man står foran eller til højre for hunden…). Vi skal finde så mange forskellige variationer som mulig sådan at kun dens adfærd er detsamme. Så vil den nemt forstå hvordan tingene hænger sammen.

At huske når du klikkertræner

Klikkeren skal fungere som et betinget forstærker. Det vil sige, at hunden har lært at klik-lyden betyder at der vil komme en belønning. Man bruger den på den her måde: 1. hunden gør det rigtige - 2. man klikker - 3. man giver hunden en belønning.

Det du klikker er det du får. Klikkeren er en måde at kommunikere med hunden. Den fortæller hunden “Nu gør du det rigtige”. Man får kun gode resultater hvis man er tydlig over for hunden med hvad det er der genererer et klik. Derfor er timing meget vigtig. Kun hvis man klikker netop i det øjeblik hunden laver det rigtige vil den få en tydlig information om hvad af alt det den finder på at lave det er der giver den et klik. Klikker man på forkert tidspunkt vil hunden få problemer med at finde ud af vad man vil have den til, og prestationen vil blive dårligere. Det almindeligste fejl man laver når man træner med klikker er at klikke for sent. Hvis hunden ikke laver fremskridt med det I træner, overvej først og fremmest om du klikket for sent.

Det er også meget vigtig at man er konsekvent med hvad det er man klikker. Før man begynder med at træne noget skal man have helt klart for sej selv vad det er hunden skal før den får et klik. Hvis du nogen gange klikker hunden for att sidde ned og andre gange kun klikker hvis den sidder ned og tiger stille vil den blive forvirret, da det ikke er tydelig nok vad der giver et klik.

Fremskridt i træning opnås gennem hyppig gentagne forstærkninger. Adfærden man ønsker kan udvikles gradvist gennem at man når hunden udfører en del af, eller en aspekt af adfærden uden tøven, kan vi lægge til et nyt kriterium der også skal vare opfyldt før hunden får et klik. På den måde kan man forme adfærden sådan at man kommer tættere og tættere på sit mål. Dette plejer indenfor klikkertræning blive kaldet “shaping”. Det vigtige er at man øger kravene i små skridt, sådan at hunden hele tiden bliver ved med at ha succé i det den træner og derved bliver ved med at blive belønnet ofte.

Vi vil også have et flyt i træningspasset for at sikre at hunden ikke mister koncentrationen og glemmer hvad det er den er i gang med, fordi at vi så vil begynde at få misslykkenden. Idealen er at lige så snart hunden har fået en belønning, skal vi få den at gentage adfærden igen for at igen få en belønning.

Hunden lærer kun noget de gange den får succé. At mislykkes siger ikke ret meget til hunden. Derfor skal vi hele tiden sikre at sandsynligheden for at hunden får succé er så stor som mulig, og risikon for at misslykkes så lav som mulig.

Det er summen af rigtig og forstærket adfærd over tid der giver indlæring. Derfor er det vigtigt at vi altid belønner hver gang hunden gennemfører en øvelse korrekt. Hvis den bliver belønnet nogle gange men ikke andre vil den heller ikke forstå hvad det er der giver belønning, og vil derfor heller ikke kunne lære det. (Til gengæld er det ikke nødvændig at belønne hver gang når hunden engang har lært det)

En god regel er at hunden skal have succe mindst 80 % af gangene vi laver en øvelse. Så vil indleringen vare effektiv. Får den belønning mere sjældent vil den begynde at få problemer med at forstå og huske vad det er den bliver belønnet for. Derfor er det smart at dele træningen op sådan at man laver 5 repetitioner ad gangen. Hvis hunden så misslykets med at få belønning 2 af disse 5 gange skal man tage en pause og overveje hvorfor hunden ikke kan finde ud af det, og hvad der kan gøres for at øge sandsynligheden for at hunden skal få succé. Som regel har man sat for høje krav eller øget kravene for hurtigt. Da er det en god idé at prøve at dele adfærden op i mindre dele og starte med at fokusere på den ene del, og først når hunden kan den, kan man lægge den andre del oveni.

Hunde kan som regel ikke koncentrere sig i ret lang tid ad gangen, og det ser over hovedet ut til at dyre (også mænneske) lærer mere af flere korte træningstilfælde end få lange. Derfor er det bedre at have flere korte træningstilfælder end et langt. Enkle øvelse er det som regel nok at træne 1-5 minutter ad gangen, og for øvelser der tager lidt længere tid er det ofte bedst kun at lave 5-10 repetitioner af ved hver træningstilfælde. Til gengæld er det en god idé at træne flere gange hver dag.

copyright © Ida Vesterlund

I traditionel hundetræning ligger fokus som regel på kommandoen. Det er den man starter med, og så lærer man hunden hvad den skal lave når den hører det. Indenfor klikkertræning gør man det omvendt. Først lærer hunden adfærden, siden lærer man den att koble adfærden sammen med en kommando. Regeln er at aldrig nogensinde sige kommandoen før hunden er helt sikker i udførelsen af adfærden og den ser ud helt sådan som man gerne vil have den. Dette er svært for mange mennesker. Vi er som regel meget snakkesalige, og ikke at med ord kunne fortælle hunden hvad vi vill kan vare frustrerende. Men så skal vi huske at det at vi bruger ord for at forklare hunden noget bare er dumheder, fordi den forstår jo alligevel ikke vad vi siger, så vi kan lige så godt tige stille…

Grunden til at vi ikke siger kommandoen før hunden lært adfærden er at alt det snak risikerer at forvirre hunden. Kommandoen skal altid betyde detsamme. Det er svært at overbevise hunden om dette når den nogle gange hører kommandoen når den er igang med at sætte sig, og andre gange hører kommandoen når den er igang med noget helt andet.

Vil man sikre at hunden bliver sikker på vad kommandoen betyder sådan at den altid vil lyde når den hører det skal hunden derfor have så meget succé och så få misslyckenden som muligt også med hensyn til at lave det rigtige når den hører kommandoen. Derfor lægges kommandoen på først når hunden lært adfærden ordentlig. Det er også derfor man i starten siger kommandoen når hunden er igang med adfærden. Hvis vi siger kommandoen efter adfærden vil den slet ikke kunne fortså at kommandoen hører sammen med adfærden. Hvis vi siger kommandoen før hunden går igang med adfærden er der en risiko for at hunden så slet ikke laver det vi vil, og så har hunden ikke haft succé og den har intet lært. Også her er 80%-regeln god, og der kræves masser af repetitioner før hunden lært at kende kommandoen.

Der er yderligere en god grund til at vi gerne vil eliminere risikoen for at mislykkes når vi træner et kommando: Hunde har ingen sans for verbalt sprog. Vi snakker hele tiden, og det vi siger er som regel fuldstændig ligegyldig for hunden. Lige som mænnesker lærer hunde at ignorere alt uvedkommende baggrundsstøj. Problemet er bare at fordi vi snakker så meget, og så lidt af det har betydning for hunden, vil den også lære at ignorere størstedelen av det vi siger. For hunden er mænneskesnak intet andet end uvedkommende baggrundsstøj. Derfor skal hunden lære at genkende et kommando som noget vi siger der rent faktiskt har en betydning for den, og er noget den skal vare opmærksom på.

Hvis vi så hele tiden siger vores kommando uden at hunden svarer med den rigtige adfærd, vil dens muligheder for at koble kommando sammen med adfærden, og vigtigere, efterkommende belønning, blive mindre. Uden den vigtige belønning vil kommandoen bare blive ved med at vare et af alle de lyde vi laver der er fuldstændigt ligegyldige for hunden. Med andre ord: Den vil ikke lyde os, fordi den ikke hører efter, eller fordi den ikke forstår os. Ønsker man en lydig hund skal man derfor i starten vare meget nøje med kun at bruge kommandoen hvis vi er sikre på at hunden er igang med at lave det vi ønsker, og derved vil få en belønning for at gøre det rigtige.

Hunde har ikke sans for vores verbale sprog, men det betyder ikke at det slet ikke kan finde ud af det med sprog. De er som regel meget skrappe til kropssprog og derfor lærer de som regel f ex håndsignaler meget nemmere end verbale kommandoer. Uanset om vi vælger verbale kommandoer eller håndsignaler (eller begge dele) skal vi dog huske at de skal vare så tydelige og så forskellige fra hinanden at hunden kan se forskel. Ellers er der en stor risiko at hunden blander dem sammen.

Der er desværre ingen regler for hvor mange gange man skal sige kommandoen samtidlig med adfærden, før hunden lært at genkende den sådan at man komme videre i træningen. Jeg læste på et tidspunkt i en bog at hunden i det mindste skal ha haft en succérate på 80 % over 100-150 repetitioner i træk, men det er selvfølgelig forskelligt fra hund til hund. Det siger dog noget om hvor vigtig det er at man går langsomt frem i starten, og at hunden skal prøve det masser af gange.

Når man har trænet det godt og grundig skal man dog også lære hunden at kommandoen ikke kun kommer når den laver adfærden, med at den også kan komme på andre tidspunkter, og at den da skal lave adfærden. Der er egentlig ingen genveje på det tidspunkt. Man bliver nødt til at prøve at sige kommandoen og se om hunden så laver adfærden. Igen, husk 80%-regeln. Hvis hunden ikke haft succé mindst 4 ud af 5 førsøg, prøv noget nyt. Enten skal man gå tilbage og repetere kommandoen flere gange samtidlig med adfærden, ellers skal man lave det nemmere for hunden at få succé. Øg f ex dens motivation for at lykkes gennem bedre belønning, eller gennem at sikre at omgivelserne er så kedelige at du og dine belønninger er det mest intressante (intet slår træning i badeværelset når det kommer til kedelige omgivelser).

Så kan man langsomt lade det blive sværere og sværere for hunden og træne på andre pladser og i andre situationer. Man skal dog stadigvæk passe på at man ikke siger kommandoen hvis man ikke tror at hunden vil lyde (et godt tegn for om hunden vil lyde eller ej er om den kikker på os eller ej -den skal vare meget langt kommen i træningen før det er en god idé at prøve at sige kommandoen når den har sin opmærksomhed rettet mod noget andet end os). Kommandoen kan hurtig igen blive til ett ligegyldigt menneskelyd hvis vi begynder at missbruge det sådan at hunden ikke får belønning ofte nok da den hørt det. Det må ikke blive for svært for hurtigt.

copyright © Ida Vesterlund

Jeg er et stort fan af kontaktøvelser, og dem der har prøvet at træne sammen med mig ved at der bliver rigtigt meget af den slags. De ved også, at jeg synes at man skal tige stille når der foregår kontakttræning. Der er nogle rigtigt gode grunde til hvorfor der lægges så meget vægt ved kontaktøvelser og at vi vil at hunden ska kikke på os af sig selv uden at vi lokker eller maser:

-Al træning bygger på at vi kommunikerer til hunden hvad det er vil gerne vil have at den laver. Vi kan ikke kommunikere noget som helst til en der ikke har sin opmærksomhed på os. Derfor er vi nødt til først at få hunden at fokusere på os før vi kan begynde at træne for alvor.

-Jo bedre en hund er til at finde på egne initiativer, jo nemmere er den at træne. Ved at lokke eller mase hver gang vi vil hunden noget, lærer hunden at den ikke behøver fokusere på os -vil vi den noget skal vi nok sørge for at den får det at vide. Problemet her er at vi får en hund der aldrig giver os opmerksomhed hvis vi ikke først beder om det. Vi vil få en hund der er ligeglade med os fx når vi går tur, hvis vi ikke hele tiden lokker. Hunden vil altid vente på instruks fra os før den laver noget sammen med os, og det stiller større krav til os med hensyn til træning. Det bliver os der skal lave alt arbejde istedet for hunden, og det er ikke hensigtsmæssigt, da hunden lærer hurtigere jo mere den bliver nødt til selv at finde ud af vad den skal.

-Opmærksamhed fra os er en form før belønning for de fleste hunde. Det betyder at det hunden gør i den sekund vi ger den opmærksamhed i form af f ex lokken (eller endda skæld ud) bliver forstærket, og hunden vil gentage det for at få mere belønning (opmærksomhed). Hvis vi vil træne og lokker på hunden når den kikker på naboens hund, vil den kikke efter nabohunden oftere, fordi at det kan betale sig. Vi belønner simpelthen den adfærd vi faktisk prøver at undgå med vores lokken.

-Hunden har som sagt ingen sans for sprog. Når vi kalder og den alligevel ikke hører efter fordi der sker noget andet vildt spændende i nærheden, bliver det vi siger og det vi laver til ligegyldigt baggrundsstøj for hunden, og der er en risiko for at det bliver til en ond cirkel hvor vi kalder mere og mere for at få hunden at høre efter, og hunden bliver dårligere og dårligere til netop det at høre efter.

-Selv om det i starten kan tage rigtigt lang tid og megen træning før hunden begynder att kikke på os af sig selv ofte når der er andet spændende, kan det betale sig at træne meget med det, fordi hvis hunden lærer at det den vil have kommer fra os bare den først giver os opmærksomhed får vi en hund der er rigtigt god til at høre efter hvad vi vil og der foretrækker at fokusere på os hellere end dens omgivelser. Sådan en hund er meget nem at træne og omgås. Den bliver lydig. Det er lige meget om det drejer sig om mad, komme ud af døren, eller snuse til forskellige ting. Den må gerne - den skal bare først gøre det I vil.

copyright © Ida Vesterlund

Mange væljer at kombinere belønning og bestraffelse sådan at man belønner hunden for den rigtige adfærd og bestraffer hunden for det forkerte, fordi at de mener det er mere effektivt, da de mener at man jo så forteller hunden både hvad der er det rigtige og hvad der er det forkerte. Det er dog ikke helt så lige til som det virker.

En vigtig funktion når man klikkertræner er det at hundens motivation at arbejde vil øges hvis den en gang imellem ikke får sin belønning. Så vil den arbejde endnu hårdere neste gang for at sikre at vi virkelig ser at den fortjener sin belønning. Det er meget brugbart hvis man vil forbedre en adfærd, f ex vil at hunden ska lægge sig ned hurtigere. Det er det shaping egentlig bygger på. Når hunden lært at den skal dække, kan vi vælje kun at belønne den når den gører det hurtigt nok. Det at den plutslig ikke får en beløning vil få den att arbejde hårdere, og så vil den prøve at dække hurtigere. Da får den sin belønning, og når den fundet ud af at det kun kan betale sig at dække hurtigt, vil den holde op med at gøre det langsomt, men hele tiden smække elbuerne i bakken øjeblikkelig.

Ved at også bruge korrigeringer vil denne funktion blive sat ur spil. Træner man med korrigering vil fravær af korrigering for hunden altid få betydningen “Du laver det rigtige”. Der vil ikke blive en forhøjet motivation til at gøre det rigtige fordi at vi undlader at korrigere nogle gange når hunden laver det forkerte. Kun mangel af belønning øger hundens motivation at gøre det rigtige.

Fidusen her er at når vi bruger korrigering, og det at slippe for korrigering betyder detsamme som at hunden gjort det rigtige, vil den blive ved med at prøve at undgå korrigering gennem at førsøge lade vare med at gøre det forkerte igen. Men hvis den så kommer til at gøre en fejl en gang, og vi ikke når at korrigere, vil det blive detsamme som om vi sagde til hunden at det den lige gjorde var det vi ville have den til. At lade hunden gå fri fra korrigering bliver så en effektiv forsterker (fravær af ubehag), og sandsynligheden øges for at det hunden gjort der ikke er blevet korrigeret vil blive gentaget, selvom vi belønner andre adfærder.

Har man begynt at korrigere forkert adfærd bliver man afhængig af at korrigere konsekvent og hver gang hunden laver noget vi ikke vil. Da timing er lige så vigtig når vi korrigerer som når vi belønner bliver vi nødt til altid at vare meget opmærksomme får at sikre at hunden ikke laver en fejl uden at få en korrektion. Ellers er der en risiko for at vi ødelægger vores træning og må starte forfra, da vi jo lige fortalt hunden at man nu godt kan lave det der tidligere var forbudt (husk, hvis du til gengæld glemmer at belønne en ønsket adfærd på et tidspunkt vil det sandsynligvis snarere lede til at hunden bliver bedre til den adfærd efterfølgende -stor forskel).

Det at bruge korrigering og det at bruge belønning føljer altså helt forskellige love, og at blande dem sammen gør det rent faktisk sværere for hunden at forstå hvad der er det rigtige og hvad der er forkert. Selvom man også bruger belønning bliver man nødt til at vare uhyre hurtig og konsekvent med at korrigere for fejl.

Når man kun bruger belønning har man en meget tydelig måde at kommunikere med hunden, hvor Belønning = det er rigtigt, og Ingen belønning = det er ikke rigtigt (det er forkert). Det er så simpelt at der ingen plads er for misforståelser. Selv en hund kan finde ud af det. Men hvis man så også begynder at bruge korrigering får man yderligere to signaler; Ingen korrigering = det er rigtigt, og Korrigering = det er forkert. Pludslig er der to måder at fortelle hunden at den gører det rigtige (hvor en, navnelig det at slippe for korrigering, er meget mere vigtig for hunden at opnå end den andre), og en måde at fortælle den hvad der er forkert. Kommunikationen bliver snarere mere otydelig og kompliceret af at kombinere belønning og korrigering.

Det mest vesentlige er dog at man mister muligheden at fortelle hunden at den tager fejl gennem at lade vare med at belønne, fordi at selvom vi ikke belønner, så korrigerer vi heller ikke, og for hunden betyder det at den gjort det rigtige, og den er helt tilfreds med at slippe for at blive korrigeret. Vi vil så ikke kunne bruge fravær af belønning til at udvikle og forbedre adfærden gennem øget motivation.

Er det ikke mere effektivt at bruge både belønninger når hunden gører det rigtige og bestraffelser / korrigeringer når hunden gører det forkerte?

Mange væljer at kombinere belønning og bestraffelse sådan at man belønner hunden for den rigtige adfærd og bestraffer hunden for det forkerte, fordi at de mener det er mere effektivt, da de mener at man jo så forteller hunden både hvad der er det rigtige og hvad der er det forkerte. Det er dog ikke helt så lige til som det virker.

En vigtig funktion når man klikkertræner er det at hundens motivation at arbejde vil øges hvis den en gang imellem ikke får sin belønning. Så vil den arbejde endnu hårdere neste gang for at sikre at vi virkelig ser at den fortjener sin belønning. Det er meget brugbart hvis man vil forbedre en adfærd, f ex vil at hunden ska lægge sig ned hurtigere. Det er det shaping egentlig bygger på. Når hunden lært at den skal dække, kan vi vælje kun at belønne den når den gører det hurtigt nok. Det at den plutslig ikke får en beløning vil få den att arbejde hårdere, og så vil den prøve at dække hurtigere. Da får den sin belønning, og når den fundet ud af at det kun kan betale sig at dække hurtigt, vil den holde op med at gøre det langsomt, men hele tiden smække elbuerne i bakken øjeblikkelig.

Ved at også bruge korrigeringer vil denne funktion blive sat ur spil. Træner man med korrigering vil fravær af korrigering for hunden altid få betydningen “Du laver det rigtige”. Der vil ikke blive en forhøjet motivation til at gøre det rigtige fordi at vi undlader at korrigere nogle gange når hunden laver det forkerte. Kun mangel af belønning øger hundens motivation at gøre det rigtige.

Fidusen her er at når vi bruger korrigering, og det at slippe for korrigering betyder detsamme som at hunden gjort det rigtige, vil den blive ved med at prøve at undgå korrigering gennem at førsøge lade vare med at gøre det forkerte igen. Men hvis den så kommer til at gøre en fejl en gang, og vi ikke når at korrigere, vil det blive detsamme som om vi sagde til hunden at det den lige gjorde var det vi ville have den til. At lade hunden gå fri fra korrigering bliver så en effektiv forsterker (fravær af ubehag), og sandsynligheden øges for at det hunden gjort der ikke er blevet korrigeret vil blive gentaget, selvom vi belønner andre adfærder.

Har man begynt at korrigere forkert adfærd bliver man afhængig af at korrigere konsekvent og hver gang hunden laver noget vi ikke vil. Da timing er lige så vigtig når vi korrigerer som når vi belønner bliver vi nødt til altid at vare meget opmærksomme får at sikre at hunden ikke laver en fejl uden at få en korrektion. Ellers er der en risiko for at vi ødelægger vores træning og må starte forfra, da vi jo lige fortalt hunden at man nu godt kan lave det der tidligere var forbudt (husk, hvis du til gengæld glemmer at belønne en ønsket adfærd på et tidspunkt vil det sandsynligvis snarere lede til at hunden bliver bedre til den adfærd efterfølgende -stor forskel).

Det at bruge korrigering og det at bruge belønning føljer altså helt forskellige love, og at blande dem sammen gør det rent faktisk sværere for hunden at forstå hvad der er det rigtige og hvad der er forkert. Selvom man også bruger belønning bliver man nødt til at vare uhyre hurtig og konsekvent med at korrigere for fejl.

Når man kun bruger belønning har man en meget tydelig måde at kommunikere med hunden, hvor Belønning = det er rigtigt, og Ingen belønning = det er ikke rigtigt (det er forkert). Det er så simpelt at der ingen plads er for misforståelser. Selv en hund kan finde ud af det. Men hvis man så også begynder at bruge korrigering får man yderligere to signaler; Ingen korrigering = det er rigtigt, og Korrigering = det er forkert. Pludslig er der to måder at fortelle hunden at den gører det rigtige (hvor en, navnelig det at slippe for korrigering, er meget mere vigtig for hunden at opnå end den andre), og en måde at fortælle den hvad der er forkert. Kommunikationen bliver snarere mere otydelig og kompliceret af at kombinere belønning og korrigering.

Det mest vesentlige er dog at man mister muligheden at fortelle hunden at den tager fejl gennem at lade vare med at belønne, fordi at selvom vi ikke belønner, så korrigerer vi heller ikke, og for hunden betyder det at den gjort det rigtige, og den er helt tilfreds med at slippe for at blive korrigeret. Vi vil så ikke kunne bruge fravær af belønning til at udvikle og forbedre adfærden gennem øget motivation.

copyright © Ida Vesterlund

Jeg hedder Ida og er 26 år. Hunde her været mit store intresse siden jeg var teenager og fik lov til at passe min mormor og morfars store riesenschnauzer efter skole da de var på arbejde. Jeg kommer oprindelig fra Sverige, men har boet i Danmark siden 2004. Hvis der er nogle mærklige fejl i det jeg skriver er det fordi det selvom jeg godt nok prøver, ikke helt har lykkedes mig at lære alle de forskelle der er mellem dansk og svensk når man skriver. Til gengeld er jeg ret god til at snakke, takket vare min danske kæreste. Når man hele tiden hører et sprog bliver det også nemmere selv at snakke det…

I 2007 købte jeg og min kæreste et dejligt gammelt hus i Store Merløse med masser af plads til os, vores lille kat “Misan” og vores to hunde, en vizsla ved navn Nemi, og en grand danois med kaldenavnet Bibi.

Nemi er født i september 2005 og kommer fra en opdrætter i nærheden af Tølløse. Hendes mor hedder Nørredalens Laja og hendes far er Pinco. Hun kom til os da hun var 10 uger gammel. På trods af hendes ikke så ringe størrelse er hun en virkelig skødehund og for det meste sidder hun på mit skød når jeg er hjemme, men hun er også rigtigt sporty. Jeg træner lydighed og agility med hende, og arbejder en hel del med apportering og spor. Der er nogle planer om at evt konkurrere i lydighed med hende i år, men vi er ikke helt overbeviste om at vi tør endnu.

Bibi er født i september 2006. Hendes rigtige navn er Mølballe’s Impressive India og hun kommer fra en opdræt i nærheden af Køge. Hun har en flot blå farve, hendes far hedder Owlwatch Fly Me To The Moon og moren hedder Horsebjerg Cover Girl. Bibi er ikke helt så sporty som Nemi, men vi laver en del lydighed og spor med hende og jeg overvejer lidt at begynde at træne HTM med hende. Hun er blevet klikkertrænet fra dag 1 hos os (hun var ca 5 mdr gammel når vi købte hende) og hun synes det er helt vildt sjovt at træne. Det allerbedste er dog enligt hende at ligge i sofaen med hovedet på nogens skød, så hun er nesten en skødehund også, på trots af at hun er byens neststørste hund.

Jeg har en akademisk uddannelse i statsvidenskab og sociologi. Det jeg primært har lært i det akademiske liv og som jeg kan bruge som hundetræner er at skaffe information, håndtere den og omsætte den til noget der er brugbart for mig.

For min omgang med, og træning med hunde har denne kompetence været vigtig, da den i kombination med erfaringer af eget hundeejende, hundepasning og hundetræning giver mig mulighed for at hele tiden udvikles i min omgang med hunde. Jeg kan bruge den information jeg får der er fornuftig og kan finde ud af vilken information der af en eller anden grund ikke er troværdig eller der ikke er opdateret (sådan nogen information er der meget af i nogle hundekredse).

Jeg har erfaring af både selv at eje hund, og at passe og træne med en lang række forskellige hunderace og hundetype, fra små sælskabshunde, som cavalier king charles spaniel, til brugshunde som riesenschnauzer og boxer, jagthunde f ex ungarsk vizsla og kæmpehunde som gran danois.

Udover mine praktiske erfaringer af hunde har jeg brugt meget tid til at skaffe mig så meget viden om hunde og hundetræning som muligt gennem studier. Jeg har gennem årene gået forskellige kursus for forskellige instruktører, og især læst rigtigt meget om hund på egen hånd. Den viden jeg har fået på den måde har jeg siden brugt i virkeligheden når jeg har studeret mine egne og andre hundes adfærd og når jeg har trænet med dem. Gennem årene har jeg derved fået en bred praktisk og teoretisk viden om hund, der strækker sig fra generel opdragelse og pleje, til avanceret træning, flokkedynamik og problemeadfærd.

Med mine egne hunde har jeg trænet både for forskellige instruktører og på egen hånd. Nogle instruktører har jeg synets var gode, andre ikke helt så gode, nogle enda ret dårlige, men ingen af dem har givit mig netop det jeg har villet have; et komplet billede hvor man får alle elementer i træningen forklaret på en objektiv måde og satt i forhold til hundens inlæringsevne, natur og adfærd. De gav simpelthen ikke hundeejeren en holistisk sammensat forståelse for hunde og hundetræning der kunne give hundeejeren mulighet for selv at arbejde videre sammen med sin hund efter at kursen var afsluttet. Det er den kunnen jeg gerne vil formidle i mit virk som hundetræner.

Jeg har fundet fram til et koncept hvor jeg har hentet inspiration fra alle de gode elementer fra mine forskellige instruktører og fra de erfaringer jeg har gjort sammen med mine hunde på egen hånd, og kombineret det med min generelle viden om hund, hundetræning og indlæringspsykologi. Træningsforløbene er specielt designet til at give hundeejeren de værktøjer hun har brug for i træningen og omgangen med sin hund.

Førsta hjælpen før hundar ær inte helt olikt førsta hjælpen før mænniskor, men nær man står med en skadad hund (eller mænniska) ær det lætt att glømma vad man lært sej och kænna sej osæker. Det vanligaste en hundægare råkar ut før i dessa sammanhang ær sår, och om fler hundægare ær som mej så finns det ett antal dær ute som blir vældigt nervøsa nær de upptæcker sår på sina hundar, trots att det som regel handlar om sår som ær ganska harmløsa och lætta att ta hand om. Så nu kommer en liten genomgång i sårvård. Med risk før att bli tjatig: Ær du osæker på om hunden behøver veterinærvård, konsultera en veterinær.

Kraftigt blødande sår:
Har hunden ett sår som bløder mycket ska man først och fræmst stoppa blødningen. De flesta blødningar stannar om man pressar finger, næsduk eller kompress direkt mot såret. Håll pressen konstant i minst 10 min. Bløder det igenom ær det bættre att lægga ytterligare ett lager av vad man nu anvænder utanpå æn att ta bort det førsta och lægga dit nytt.

Naturligtvis ær det en førdel om det man anvænder att pressa på såret med ær sterilt, men det absolut viktigaste om blødningen ær kraftig ær att stoppa den. Har man inget sterilt får man ta vad man har och tænka på rengøring senare, nær hunden kommit under veterinærvård, vilket den i vilket fall som helst ska vid kraftiga blødningar.

Ær det inte tillrækligt att hålla något mjukt eller fingrarna mot såret kan man ta en sten eller något annat hårt och pressa utanpå tyg/kompress eller liknande som kan koncentrera pressen och øka den. Anvænd om nødvændigt gasbinda eller tygremsor før att fixera det som anvænds till att tycka på såret.

Stora sår, men som inte bløder så kraftigt:
Stora sår kan se vældigt otæcka ut, men de ær inte nødvændigtvis så allvarliga. Det viktiga med stora sår ær att de hålls rena och inte torkar ut. Dærfør ska det ha førband. Det enklaste ær att blanda en tesked vanligt salt/ liter vatten, doppa en ren handduk i och lægga om såret med det. Kontrollera mycket noga att såret ær rent innan det læggs om. Kontrollera att det inte ær infekterat ett par ggr/dag.

Mycket stora sår eller sår med smuts i ær det bæst att bara tæcka øver det som ovan och besøka veterinær. Smutsiga sår ær farliga, och en veterinær har både bættre utrustning och expertis æn en vanlig hundægare till att gøra ett sår rent.

Skærsår:
Har hunden skurit sej på något ær det viktigt att avgøra om det blivit skador på senor och annan viktig væv eller bara på hud, muskler och bindevæv. Man kan avgøra om såret behøver sys genom att trycka lætt på huden vid såret. Om vævnaden under såret rør sej fram och tillbaka nær man trycker och slæpper, ska det sannolikt sys. Om det bara ær hud och muskler som skadats, och det inte behøver sys, behøvs oftast ingen veterinærvård.

Såret ska gøras rent. Antingen kan man anvænda speciellt medel før rengøring av sår, men det går också fint att anvænda ljummet vatten med lite tvål i (se till att tvålen blir ordentligt bortskøljd efteråt). Om såret inte ær særkilt stort och inte bløder særskilt mycket behøver det inte læggas om. Det ær bættre att låta det skøta sej sjælvt, så længe man håller koll på att det læker fint.

Ett specialfall ær tassarna, som ofta får skærsår, eftersom dessa sår kan vara svåra att hålla rena. Før att hålla det rent kan man lægga ett førband på tassen genom att man lægger bomullstussar mellan varje tå och mellan den stora bakre trampdynan och de andra. Så kan man smørja såret med sårsalva eller lægga på sårvadd eller liknande. Så lindar man tassen med gasbinda før att hålla det på plats. Sætt ev en ren socka eller hundstrumpa utanpå før ænnu bættre hållfasthet. Nær hunden ska ut bør man ha plastpåsar utanpå førbandet før att det inte ska bli bløtt, eller anvænda speciella hundskor. Kom ihåg att titta till såret varje dag.

Om såret fortfarande vætskar efter någon dag bør det gøras rent igen, och om det inte blivit torrt inom 4-5 dagar bør en veterinær titta på det.

Sticksår:
Æven nær det gæller sticksår ær det viktigt att avgøra om endast hud och muskler ær drabbade eller om annan vævnad kommit till skada. Man bør också kontrollera att det inte sitter kvar skræp eller rester från det som stuckit hunden. Finns det risk før att senor, leder eller inre organ har skadats bør hunden undersøkas av veterinær och samma sak gæller om det sitter kvar skræp i såret.

Ær man sæker på att såret bara ær ganska ytligt, inte skadat annat æn hud och muskler och att det inte ær førorenat ær det enda man behøver gøra att gøra det rent som beskrivet ovan. Igen ær det bæst att låta såret skøta sej sjælv efter att det blivit rent.

Skrubbsår:
Hundar precis som mænniskor kan få skrubbsår. De bør hanteras som større sår, se ovan.

Bitsår:
Undersøk såret. Ibland kan det vara nødvændigt att klippa bort lite pæls før att kunna se ordentligt. Gør såret rent som ovan och ta stællning till om det behøver sys eller tillses av veterinær som ovan. Ær såret litet och inte i behov av att sys behøver man bara gøra det rent. Nær det handlar om bett bør man ta reda på om hunden ær tillrækligt vaccinerad mot stelkramp, annars ska den bli det så snabbt som møjligt.

Har ens hund varit i slagsmål kan det vara en førdel att veta var man ska leta efter sår. Ær ens hund en del mindre æn den andra kan det finnas sår på sidorna eller ryggen. Ær hundarna istællet ungefær lika stora sitter betten oftast på och runt halsen, ibland i ansiktet.

De flesta såren kommer som regel från den andres hørntænder och ær dærfør ofta sticksår i som man kan se i par. Intill dessa kan det finnas sår från kindtænderna, som snarare ær skærsår. Det ær oftast dem som behøver sys. Man ska dock vara uppmærksam på såren från hørntænderna de nærmaste dagarna och områden runt dem. På halsen ær næmligen huden løs och det kan komma ansamlingar av var under huden som inte ses direkt från sårøppningen. Dessa ska dræneras.

Skottsår:
Det ær oftast jakthundar som får skottsår. Har hunden blivit skjuten ska den till veterinær, så att det kan faststællas hur omfattande skadorna ær och om det finns rester från skottet kvar i hundens kropp.

OBS!
Vid bla trafikolyckor eller andra mer våldsamma olyckor ær det lætt att man fokuserar på stora sår som bløder eller benbrott eftersom det syns, och framførallt ser obehagligt ut. Man bør dock vara uppmærksam på att vid trafikolyckor kan det finnas allvarliga skador som antingen inte ser så allvarliga ut eller som øver huvud taget inte syns. Med hænsyn till sår och olyckor bør man hålla øgonen øppna efter tecken på (lægg mærket till att det æven kan førekomma andra allvarliga skador som inte tas upp i just detta inlægget, t ex på ryggrad eller skalle):

Inre blødningar:
Inre blødningar upptæcks genom tecken på kraftig blodførlust. Dessa ær att gommen och tandkøtt blir bleka eller vit, pulsen blir snabb, men ær svag, andningen ær snabb men ytlig, tassarna blir kalla och det kan komma blod från øron, nos eller mun. Finns det misstanke om att hunden har en inre blødning ska hunden till veterinær så fort som møjligt. Håll hunden varm under transporten t ex genom att lægga en filt eller en jacka øver den.

Kan hunden inte transporteras till veterinær direkt bør man lægga hunden på sidan med huvudet framstræckt, dra ut hundens tunga før att sækra fria luftvægar, lægga hundens bakparti i høglæge, t ex genom att lægga det på kuddar eller hoprullade filtar. Hunden bør också hållas varm, helst med något varmande mot magen (se bara till att den inte brænner sig) och med en filt eller jacka eller dylikt øver hunden.

Chock:
Chock uppstår nær hunden førlorat så mycket vætska- (t ex blod) eller viktiga organ skadats så allvarligt att cirkulationen hotas. Symtomen på chock ær:
Vit eller blek gom och tandkøtt (har tandkøttet sin normala eller en rosa færg ær hunden sannolikt inte i chock)
Snabb (øver 150 slag/ min -enklast ær oftast att kænna med pek-och långfingret vid sidan av hundens brøstkasse, vid hjærtat. Rækna inte i en hel minut, det tar før lång tid - rækna antalet slag i 10 sekunder och gånga med 6) men svag puls
Hunden flæmtar
Apati
Låg kroppstemperatur (normal kroppstemp før en hund ligger på ca 38)
Medvetsløshet
Chock ær akut och livshotande. Finns misstanke om chock bør man prioritera att behandla det framfør alla andra skador.

Om hunden ær i chock bør man lægga den på sidan som beskrivet ovan med fria luftvægar och med bakdelen i høglæge. Finns det synliga blødningar ska de stoppas och sedan ska hunden hållas varm som beskrivet ovan. Kontaka veterinær omgående.

Punkterade inre organ:
Om hunden t ex blir stucken i brøstet av något spetsigt av tillræklig længd kan lungorna punkteras. Finns denna risk bør veterinær naturligtvis kontaktas omgående. Sitter objetet kvar i såret bør man inte førsøka ta bort det, eftersom man då riskerar att førværra skadan. Lægg också mærket till att en lunga kan ha punkterats utan att man ser några sår, av brutna revben.

Punkterade lungor kænns igen genom ett sørplande ljud från såret nær hunden andas och att blodet ær rosaaktigt och skummande. Det kommer rosa blod från nosen och munnen. Tæck øver såret med något lufttætt, t ex plastpåse och tejp om tillgængligt. Finns inget lufttætt att lægga øver, tryck med handflatan øver såret. Det allra bæsta ær om man kan lægga førbandet så att det inte kan komma in någon luft till såret, men det kan pysa ut luft från såret om det behøvs (jfr plastfolie som tejpats fast på tre sidor -sugs det tæpper plasten till så det inte kommer in luft, men blåser det kommer luften ut genom den sidan som inte ær tejpad).

Det var allt før idag. Imorgon ska jag ut och vara instruktør før en labbe och hennes ægare, de har problem med apporteringen.